Langå-Torup Pastorat

Langå købmandsgård 2016

Menighedsrådets brev til naboerne

 

 Langå den 21. april 2016

 

Nedbrydning af Købmandsgården

Til beboerne omkring Købmandsgården

Kære naboer

 

Som I nok ved, har Langå Menighedsråd købt Købmandsgården i 2015. Rådet har nu besluttet, at den skal rives ned.

 

Vi har tegnet kontrakt med Entreprenørfirmaet KRC Randers, som skal forestå nedbrydningen. Arbejdet starter snart og skal være afsluttet senest uge 26.

 

Det er aftalen, at der kan arbejdes på hverdage i tidsrummet kl. 7-16.

 

Der skal kun arbejdes på matriklen og pladsen indhegnes under arbejdet.

 

Når bygningerne er fjernet udvides det grusbelagte parkeringsområde lidt og der vil blive sået græs og beplantet på det resterende areal.

 

Vi håber, at I bærer over med eventuelle gener i forbindelse med arbejdet og tænker, at udsigten til, at vi alle slipper af med de triste bygninger, kan fremme forståelse og overbærenhed fra jeres side.

 

Hvis I har brug for at kontakte os i forbindelse med arbejdet beder vi jer gøre det på tlf. 8646 2038.

 

med venlig hilsen

Langå Menighedsråd


Langå købmandsgård forsvinder

Lidt billeder af Langå købmandsgård.

Da det er lige før købmandsgården forsvinder, var jeg en tur på grunden og inde i bygningerne i midten af april, for at tage nogle billeder. Der var truende sorte skyer på himlen den en af dagene, og på købmandens kontor var uret fra Langå Sparekasse gået i stå klokken 10 minutter i 12. Jeg vil ikke skrive mere, men lade billederne tale for sig selv

Luftfotos er fra henholdsvis 2008 og 2014.

NDP


Langå købmandsgård den 10. maj 2016


Langå købmandsgård den 22. maj 2016

Det er så moderne med ude køkkener for tiden, hvert byggemarked med lidt respekt for sig selv, har somme tider op til flere modeller at vælge imellem til flere tusinde kroner. Her er der et ”UDEKØKKEN”, som jeg vil tro, at man kan erhverve for nogle få hundrede kroner.


Langå købmandsgård den 28. maj 2016


Langå købmandsgård den 16. juni 2016

Det er blevet torsdag den 16. juni, og fra Kildevænget kan man høre, at der bliver arbejdet på Ulstrupvej 26. Når jeg sidder ved min PC, kan jeg en gang imellem se ”armen” på den store maskine komme til syne, over hækken, og foran taget på Sognegården. Hen på eftermiddagen gik jeg en tur forbi, for at se lidt på, hvad der var gang i på pladsen. Den store maskine havde monteret en skovl med tremmer. Når maskinføreren ryster lidt med skovlen, bliver sand og jord sorteret fra, så kun sten og brokker blev tilbage i skovlen. En lastbil kom, og fik læsset sten og murbrokker på ladet. Det hjælper hver gang, der forsvinder et læs af det omhyggeligt sorterede ”affald”. Det bliver spændende at se resultatet når arbejdet er gjort færdig ved udgangen af uge 26.

 

Ulstrupvej 26 lørdag den 18. juni

Nu kan man begynde at se, hvad det er der har gemt sig bag ved bygningerne, som husede Langå købmandsgård gennem mange år.

NDP


Ulstrupvej 26 tirsdag den 21. juni

Tirsdag den 21. juni blev der kørt murbrokker væk fra Ulstrupvej 26. Maskinføreren var fra morgenstunden i færd med at nedbryde den røde mur ved kirkens parkeringsplads. Lastbilen blev læsset, og kørte til Ulstrup med murbrokkerne, hvor de anvendes som fyld. I den korte pause, fik jeg en lille snak med maskinføreren om arbejdet med, nedbrydning og sortering af materialerne i forskellige kategorier. Han er fantastisk til at styre den store maskine, og meget omhyggelig med sit arbejde. Hovedparten af materialerne bliver genanvendt på den ene eller anden måde. En del af grunden er ”renset” og nu mangler kun gulv, asfalt og fondamenter til bygninger. Til slut skal grunden jævnes, inden der kommer et lag muld på.

NDP


Ulstrupvej 26 tirsdag den 28 og onsdag den 29 juni

Der bliver gravet sokler op, og kørt beton til knusning. To store lastbiler fra Søren Juncher i Linde køre i pendulfart mellem Langå og Randers hvor em stor maskine knuser betonen og sortere jernet fra så alt kan genbruges.

 

 

NDP


Ulstrupvej 26 torsdag den 30. juni

De tre store betondragere som ligger her, bar taget på den bagerste del at forretningen, hver drager vejer 4.000 kg.

Bagerst på grunden, over mod kirkemuren, har maskinføreren nu skrabet et lag overjord til side for at forberede en lille udvidelse af parkeringspladsen. Ved siden af overjorden ligger der en bunke knust beton. Det er lidt sjovt at tænke sig, at en del af det der var sokkel eller gulv i købmandsgården, vender tilbage som fyld efter en tur til Randers. En stor knuser med et ”kæbetryk” på 63.000 kg omdanner store klumper til små stykker der kan anvendes som stabiliserende underlag på veje og parkeringspladser.

NDP


Ulstrupvej 26 fredag den 1. juli

Fire store drager forlader Langå

Fredag den 1. juli blev de fire 14,5 meter lange og 3,9 tons tunge betondragerer læsset på en blokvogn fra Entreprenørfirmaet KRC Randers. Det er også KRC, som gennem den sidste månedstid har nedbrudt Langå købmandsgård. Arbejdet er nu ved at nå sin afslutning, og der er kun få ting, som mangler at blive fjernet, inden grunden kan renses for smådele. Herefter skal grunden planeres og dækkes af et lag mul. Muldjorden skal lige have tid til at sætte sig, inden der sås græs. Måske bliver der også plantet lidt buske og et par træer.

Skilt på drageren viser at den blev støbt den 25. januar 1990.

NDP


Så kom der muldjord på Ulstrupvej 26

Nu har der været stille på Ulstrupvej i sommerferien, og den megen regn som kom i august, var årsag til at der ikke var aktivitet på grunden. Onsdag, torsdag og fredag i uge 37 kom der så gang i arbejdet igen. Hegnet blev fjernet onsdag, og grunden jævnet. Fredag eftermiddag var der ligefrem kø, for at komme ind på grunden med muldjord.

NDP


Så blev der sået græs på Ulstrupvej 26

Fredag den 14. oktober

Der har rigtig været gang i håndværkerne ved Langå kirke den sidste tid. Tømrerne fra Børge Jacobsen har udskiftet taget på kapellet. Kapellet er over 100 år gamle og tømreren mente, at det var de oprindelige røde teglsten, som de tog af, og lagde nye teglsten ”model gammel dansk” på. Der blev også sat undertag op, murværket i gavlene blev repareret, og nye tagrender med nedløb blev monteret.

Da tømrerne havde pakket bilen klokken 10.00, og var klar til at køre, mødte en ny håndværker op. Det var Carsten D. Poulsen fra CDP Freelance, som havde fået arbejdet med tilså Ulstrupvej 26 med græs. Før græsset kunne sås, skulle der jævnes lidt ud på mulden og samles lidt sten rødder og andre ting, som kom til syne ved arbejdet. Sidst på eftermiddagen var grunden klar, solen brød frem, og Carsten fik sået græs. Det bliver helt sikkert flot.

 

NDP


Plantning af bøgehæk

Så blev det tid til plantning af bøgehæk i skel mellem Ulstrupvej 24 og 26.

Gartnere fra Roeds planteskole i Randers havde 380 bøgeplanter med til det 77 meter lange skel torsdag den 24. november. Det er Linette og Leon, som forestår arbejdet med plantningen, og Linette fortalte mig, at hun næsten er færdiguddannet som anlægsgartner, og Leon er lige startet på uddannelsen, ”så det er mig der er Boss i dag” tilføjede hun med et stort smil. Det er let at grave i jorden, men en gang imellem støder jeg på murresten eller andre ting fortalte Leon, som var ham der styrede ”gravemaskinen”, og Linette satte planterne i jorden. Det tog det meste af dagen at plante den 77 m. lange hæk.

 

NDP


Kalender

BegivenhedDato

Gudstjeneste i Langå Kirke

De 9 læsninger.

17. dec 10:30
11:30
17. dec 10:30 -
11:30

Gudstjeneste i Torup Kirke

De 9 læsninger

17. dec 14:00
15:00
17. dec 14:00 -
15:00
Viser 1 til 2 af 26
<< <- 1-2 3-4 5-6 7-8 9-10 11-12 13-14 15-16 17-18 19-20 -> >>

Bankospil i Langå Sognegård lørdag den 2. december

J.K. Afslutning søndag den 26. november

Konfirmation i Langå kirke lørdag den 20. maj

Konformation i Langå kirke søndag den 14. maj

Konfirmation i Torup kirke fredag den 12. maj

Konfirmation i Langå kirke søndag den 7. maj