Langå-Torup Pastorat

Alterbillede ”Verdens Lys” af Ernst Trier

Historisk aarbog fra Randers Amt, Årg 79 (1985)

”Verdens Lys”

Ernst Trier i Langå Kirke

 

Af Gunner Byskov

 

Langå Kirke ligger 12 km sydvest for Randers. Den består - som de fleste landsbykirker gør det - af kor og skib. med tårn, våbenhus og sakristi som senere tilføjelser. I 1868 blev skib og våbenhus helt omsat, og F. Uldall lod bygge en ny korbue. I 1954-57 blev både kor og skib gjort større, samtidig med, at der blev tilføjet en nordfløj. Der er således ikke noget tilbage af den oprindelige bygning.

Natten mellem den 16. og 17. januar 1954 blev alterprydelsen, en gipskopi af Thorvaldsens Kristus, ødelagt ved et hærværk. Det var ikke muligt at skaffe en ny kopi i tilsvarende størrelse, så der blev taget beslutning om et få malet et alterbillede på korets østvæg. Menighedsrådet sendte en forespørgsel til Nationalmuseet om hvilken kunstner, de kunne anbefale til arbejdet og. den 18. marts 1955 foreslog museet arbejdet overdraget enten Chr. Bjerring eller Ernst Trier. Menighedsrådet vedtog at kontakte Trier, og han påtog sig opgaven.

I maj måned 1955 foreslog Ernst Trier, at Matr. 28.16-20 (også kaldet dåbs- og missionsbefalingen) blev brugt som udgangspunkt for en freske og i september afleverede han en skitse -- en pennetegning - til alterbilledet. Menighedsrådet godkendte skitsen, og det blev vedtaget at lade den trykke på postkort. Disse postkort skulle bruges lokalt i forbindelse med en indsamling til finansiering af alterbilledet. I februar 1956 godkendte Nationalmuseets Alterbilledudvalg skitsen, og Ernst Trier gik i gang med opgaven. Han havde lovet billedet færdigt til jul 1956, men han blev først færdig omkring september 1957. På det tidspunkt ønskede flere i menighedsrådet at få ændret ved Kistusfigurens hår, men det blev ikke til noget.

Den 19.12.1958 vedtog menighedsrådet, at Ernst Trier kunne få udbetalt sit tilgodehavende, 1800 kr. Dermed endte historien om billedets produktion og kun billedet står tilbage.

Kirken i Langå virkede efter udvidelsen i 1954 - 57 lidt for stor og lidt for uoverskuelig. Det var et meget bredt og usympatisk rum med bare, hvide vægge, uden noget naturligt hvilepunkt.  Ernst Trier ville orientere kirkegængernes blik mod koret og få blikket til at falde til ro der. Han vikke derfor male et meget stort og stærkt virkende, næsten påtrængende, billede, som man ikke kunne undgå at blive påvirket af.

Før han startede, tog han nogle fotografier af kirken. Et af dem er gengivet i denne artikel. Det er kopieret efter hans egen optagelse fra 1956 og viser koret før kan begyndte at male sin store frise. Sådan har han set væggen for sig. Det er øjeblikket før billedet.

Korets østvæg er 4,20 m x 5,30 m, og på nær en halv meter forneden er hele væggen bemalet. Alterbordet er anbragt midtfor og skyder lidt op i billedet. Fra alterbordets midte og helt op til loftet spænder en lys, blå mandorla, i hvilken den stående Kristus er anbragt, hilsende med højre hånd og med den venstre fattet om et klædestykke, der slynger sig om hans kjortel. Han står med vægten ligeligt fordelt på begge fødder og er set lige forfra. Hans øjne er store og blikket er ufokuseret, hans mundvige er slappe.

Kristus har - som den eneste i billedet - en lys, gul glorie og er meget kortklippet, nærmest plysset. Han er skægløs og har en lille mund. Der ses ikke sår i hverken hænder eller fødder.

Resten af billedet på endevæggen er ordnet i to lige store friser. I den øverste er der tre personer i den ene side mandorlaen og to på den anden; i den nederste er der tre personer på hver side af mandorlaen. Tre af dem knæler, fire kikker på Kristus med foldede hænder én kikker hengivet på ham, én står nærmest og er lige ved at gå og to personer er på vej væk. De er alle ens påklædt i lange kjortler. Persontegningen er stærkt forænklet – figurerne er uden særlige kendetegn og er alle kortklippede og skægløse.

Der er ingen angivelse af miljø omkring dem. Baggrunden består af forskellige farveflader. Bunden af billedet er en halv, liggende, oval, der er stærkt gulorange, med en svagt varmere tone inderst omkring mandorlaen, der skærer sig ned i ovalen. Den gulorange afløses af en blågrå farve, der i øverste frise går over i en mørk rød flade for at slutte med en mørk blå øverst oppe. Fladerne er ikke jævnt bemalet, men består af mindre farveområder, der afviger svagt fra hinanden i tone.

Personernes kjortler er rødbrune eller olivengrønne, og skyggelægningen på dem – som på personerne i øvrigt – viser, at lyset i billedet skal udgå fra Kristus.

Ernst Triers skitse til alterbilledet er en lille pennetegning og den er interessant fordi den bliver ændret på afgørende punkter. Fra skitsen til det færdige billede er der tale om tre bevægelser mod en romansk stil – samtidig med, at alterbilledet på fem afgørende punkter bryder med denne stil.

Skitsen er fremstillet som ét stort billede, med Kristus stående midtfor i mandaloraen, med venstre fod skudt frem, højre hånd hævet til hilsen / velsignelse, og med venstre hånd fattet om kjortlens folder. På hans venstre side er der fem personer, grupperet på skrå ind i billedet, og på samme måde er på hans højre side er seks personer. Dem, der er tættest på ham knæler og beder, de fjerneste står op og et par af dem gør en bevægelse, der antyder, at de er på vej væk. Det passe fuldstændig med skriftens ord: ”Og da de så ham tilbad de ham, men nogle tvivlede” (Matt. 28. 17.).

Denne scene udspiller sig i er stenet landskab med et enkelt træ ifølge teksten på et bjerg. Der er god dybde i den lille og kun Kristus bryder naturalismen i sin guddommelige sfære. Personerne er i øvrigt kun groft tegnet op. De er afbildet i forskellige stillinger, men de er ens klædt, uden personlige kendetegn. De er elleve kjortelklædte mennesker, de er som en anonym gruppe.

Ifølge teksten i Bibelen skal det være apostlene, men billedet viser det på ingen måde. Der er et hovedtræk, der ikke har forandret sig i overgangen fra skitse til færdigt billede, men ellers er meget blevet anderledes.

I forhold skitsen udgør det første billede en bevægelse fra naturalismen mod det abstrakte billede. Tydeligst brydes naturalismen ved den pludselige brug af to friser – et romansk træk – der anbringer personerne over hinanden i to rækker, med Kristus som det store midtpunkt, der bryder ind over begge rækker.

Abstraktheden, vægtningen af billedet frem for den korrekte afbildning, viser sig også i at ethvert spor af miljø er fjernet. Personerne står på den stærkt farvede baggrund, uden nogen angivelse af lokalitet. Det har sit nærmeste sidestykke i de romanske apostelrækker i arkadebuer, og selvom meget er anderledes er det her tydeligt, at det fra Ernst Triers side har været et bevist forsøg på at tilnærme sig et romansk formsprog. Han presser derved 800 års kirkebilledhistorie sammen i ét koncentreret udtryk – korvæggen i Langå trækker en linje tilbage til den danske kirkes begyndelse ved hjælp af en moderne freske.

I sammenhæng med opgivelsen af neutralismen er det vigtigt at lægge mærke til, at der sker en bevægelse fra rum til flade. Hvor personerne på skitsen er ordnet diagonalt, fra begge hjørner ind mod et forsvindingspunkt, er de på det endelige billede ordnet i rækker og de bevæger sig sidelæns.

I sammenhæng med overgangen til fladen kan man se, hvorledes Kristusfiguren fra at være rummelig bliver flad. På skitsen står han med et let vrid i kroppen, og med et ene ben lidt foran det andet – på det endelige billede er begge ben anbragt ved siden af hinanden, med lige stor vægt på begge ben og med en streng frontalitet i hele figuren. Der sker en overgang fra krop til ikon.

På skitsen står Jesus som et menneske blandt mennesker, men på alterbilledet i Langå kirke er han kommet til at stå som Guddommen blandt mennesker. Frontaliteten, lyset og glorien skaber indtrykket – han står frit svævende, hans fødder er lige ved at være hængende som de byzantinske og hans blik er lige ved at være tomt og fjernt som den abstrakte guds, men hans hånd er hævet til hilsen, det er en venlig gud, der med stor omgængelighed træder frem på korets østvæg og henvender sig til menneskene omkring ham – og til menigheden.

Selvom billedet for at opnå denne abstrakthed gør brug af romansk stilform er der ingen, der vil antage, at billedet skulle være fra romansk tid. Det er nyt, og det er det fordi det rummer fem afgørende brud med den romanske stil.

Brugen af farverne vil for det første afsløre, at billedet ikke kan være malet af en romansk maler, for selvom han havde haft Ernst Triers farver til sin rådighed ville han ikke have brugt dem som Trier. Den romanske maler ville have valgt en bundfarve og han ville have ladet den være blå eller grøn, for så at variere farverne i de forskellige figurer og bygninger, han malede på væggen. Triers brug af farverne, som han lægger dem på i ovalens krumme form og i de bratte farveskift i toncflader er en helt ny måde at bruge farver på. Det er en måde, der mere peger mod det abstrakte maleri end mod noget andet.

Ved denne brug af farver, ved at fjerne miljøet, opnår Trier at isolere personerne; de står uden forstyrrende indblanding fra omgivelserne, helt overladt til deres menneskelighed.

Lyset i billedet er interessant. Der forekommer ingen slagskygge, men der forekommer kropsskygger på de enkelte personer. Denne skyggelægning viser, at lyskilden er Kristus i mandorlaen – han udstråler lyset, og blikket trækkes op mod den stærkt lysende glorie.

Denne brug af lyset er ukendt i dansk romansk kunst. Det er kendt, at Gud kan optræde som lys- stillet overfor mørket som er Djævlens domæne - men Gud plejer så at optræde som abstrakt fænomen og være til stede i lyset. Her bliver lyskilden konkret: Kristus er lyset.

Ernst Trier siger selv, at hans udgangspunkt på billedet har været dåbsbefalingen, Matt. 28. 16-20. Men hans billede udtrykker noget andet: ”Jesus talte da atter til dem og sagde ”Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys” (Johs. 8.12.). De personer, der omgiver ham på billedet, deler sig så i nogle der følger ham, nogle, der tvivler – og nogle, der forlader ham og vælger mørket.

Som allerede nævnt flere gange er personerne, apostlene, ikke forsynet med attributter, og det er der en grund til.

I katolsk tid var det vigtigt, at man kunne genkende disse apostle, der var blevet martyrer; de viste nemlig, hvorledes vejen til frelse gik gennem et rent liv – samtidig med, at de gav kirken lejlighed til at gøre opmærksom på di puljer af gode gerninger, som disse martyrer havde oparbejdet – og som kirken forvaltede. For så vidt kunne man have nøjedes med at afbilde deres attributter – deres kropslighed var underordnet.

Her er det omvendt. Apostlene er vist som 11 mennesker, der i en bestemt situation (dvs. uden viden om deres senere martyrium) tager stilling til deres guddom. Nogle tror – det er de fleste – og nogle tvivler. De får således ikke betydning i kraft af deres tilstedeværelse, men i kraft af deres reaktion i det givne øjeblik.

Alterbilledets samlede udsagn bliver dermed; Kristus står frem som Verdens Lys og tilbyder med stor kraft sin frelse som en mulighed for dem, der tror på ham. På billedet ser vi, hvorledes 11 mennesker reagerer; nogle modtager tilbuddet, andre modtager det ikke. Billedet siger ikke noget om, at tvivlerne er større syndere end de andre eller om, at de ryger direkte i fortabelsen. Det er ikke på den måde et skræmmebillede, som vi finder dem i de gotiske kalkmalerier. Det er et billede med en helt anderledes appel, en appel til det enkelte menneske med et tilbud om tro – men det gøres ikke til en nødvendighed for mennesket, at det tror. Mennesket står nu frit til at vælge.

Og der kommer vi lige ind i nok et afgørende brud med billeder fra den romanske periode. Henvendelsen til den enkelte i menigheden understreger nu troens muligheder snarere end den nødvendighed. Troen anerkendes nu som et problem, det bliver legitimt at tvivle.

Ernst Trier lader en stærkt virkende Kristus stå frem for apostlene (og menigheden) og maler ham som Verdens Lys. Han maler ham ikke som syndesoneren Kristus, der på korset påtog sig al vores skyld; billedet rummer ingen spor af den forløsende korsfæstelse. Naglegabene mangler. Der er altså ikke på den måde nogen ubetinget hjælp at hente hos Kristus på altervæggen i Langå.

Dermed anslås ingen moderne strenge. En ting er, at filosoffer, forfattere, teologer og intellektuelle i det hele taget har funderet overordentligt meget over troen, over tro – noget helt andet er at få denne spekulation bragt ind i kirken, endda som alterprydelse. Vi kan nok have en fornemmelse af, at tvivlerne snyder sig selv, men billedet dømmer dem ikke. De er i deres fulde ret til at vælge – som troen for enhver i menigheden bliver til et personligt eksistentielt anliggende. Troen er en mulighed, og der findes ikke længere nogen entydig kirkelig sandhed.

I forhold til den romanske tradition er der her sket et afgørende skift i forholdet mellem kirke og kunstner, mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Hvor kunstneren / maleren i den tidligere danske kirkekunst fik præcise ordre at gå efter har Ernst Trier haft anderledes frie hænder. Han skulle have sin skitse godkendt af nationalmuseets Alterbilledudvalg og af det lokale menighedsråd – men det færdige billedes udsagn har ingen interesseret sig for så længe stilen var kirkelig i orden.

Der er på ingen måde tale om, at han gennem sit billede skal udtrykke kirkens holdning til noget som helst; han har fået ret til at udtrykke sin helt personlige holdning til troen i sit alterbillede, han har kunnet gøre billedet til et udsagn om Ernst Trier. Han viser sig tydeligt i hele billedet, og denne fremtrædende malerrolle ville have været utænkelig under romantikken. Den romanske maler kunne være en god eller dårlig håndværker, men han skulle altid træde tilbage i forhold til billedet. Det behøver Trier ikke. Billedet i Langå er hans udsagn om troen.


Nogle af Ernst Triers skitser

I forbindelse med fortælling om Langå kirke, fik Inga Holting tilsendt nogle af Ernst Triers skitser. Skitserne kan ses herover, de originale skitser er afleveret til Lokal historisk arkiv i Langå.


Randers Dagblad den 3. april 1957

Færdig omkring pinse

Ernst Trier, Vallekilde, har påbegyndt

forarbejderne i kirken –

De 15.000 kr. slår ikke til.

 

Arbejdet med frescomaleriet i Langaa kirke, hvortil der i efteråret 1955 indsamledes 15.000 kr. i Langaa, er nu blevet påbegyndt. Efter den oprindelige plan skulle arbejdet være fuldført til julen 1956, men forskellige forhold bevirkede, at det på dette tidspunkt end ikke var påbegyndt.

Nu er kunstneren Ernst Trier, Vallekilde, der af menighedsrådet har fået overdrager det ærefulde hverv, imidlertid kommet til Langaa og sammen med sin broer, Holmer Trier, straks påbegyndt forarbejdet i kirken.

Paa atelier er de vældige detailtegninger udarbejdet i naturlig størrelse. Frescoens motiv er hentet fra Mattæus evangeliets kap. 26, vers 16 – 20, hvor den opstandne Kristus i Galilæa viser sig for sine 11 disciple og siger til dem ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gaa derfor hen og gær alle folkeslag til mine disciple, idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet jer, og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Et kunstværk af høj karat.

Med frescomaleriet vil Langaa kirke faa et kunstværk af høj karat, siger pastor Langer, Langaa. Ernst Trier har ridset de 12 skikkelser op i kridttegninger paa korets nordvæg. Bagvæggen bag altertavlen er dækket med et hvidt forhæng, og der er allerede rejst de nødvendige stilladser.

Friscoen maaler 5,30 meter i bredden og 3,20 meter i højden. Apostelskikkelserne bliver ca. 2 meter høje, og kristusfiguren i skarlagenrød kjortel bliver værkets centrale skikkelse.

De 15.000 kr. der er indsamlet, slaar ikke helt til. De dækker kunstnerens honorar, medens øvrige udgifter udredes af kirkens egne midler. Frescoen ventes færdig til pinse.

 

Fra Randers Dagblad den 3. april 1957

1. søndag i advent og 25 års jubilæun i Torup

Se et par billeder fra begivenheden klik her.

_____________________________________________________________

Julehjælp 2019

Ingen julehjælp fra Langå og Torup sogne i 2019.

________________________________________________________________________

Kalender

BegivenhedDato

Børnejulegudstjeneste

Traditionen tro, holdes der julegudstjenester i Langå kirke for de mindste og deres …

12. dec 10:00
11:00
12. dec 10:00 -
11:00

Gudstjeneste i Langå kirke

De 9 læsninger

15. dec 10:30
11:30
15. dec 10:30 -
11:30
Viser 1 til 2 af 30
<< <- 1-2 3-4 5-6 7-8 9-10 11-12 13-14 15-16 17-18 19-20 -> >>

Aktiviteter i Langå sogn 2019 - 2020

Læs folder: Klik her eller på billedet.

__________________________________________________________________________________

Konfirmand gudstjeneste i Langå kirke tirsdag den 17. april.

Dåbs klude til Langå kirke